Kontakt   |   Søg 

  Offshore vindsektoren - forskning
  Offshore Supply
  Substitution af materialer offshore
  Rekruttering og profilering
  Koordinering af offshore uddannelser
  Hvad er Energi på havet    Nyheder    Aktiviteter    Presserum 
Intranet Sign in    
Presseomtale
Tilmeld nyhedsbrev
Nyheder

Soldater skal hjælpe offshoreindustrien

Tilbage

01-12-2012

Hjemvendte soldater skal afhjælpe personalemangel i olie- gasindustrien - et initiativ inspireret af indsatsens for at tiltrække arbejdskraft i offshoresektoren i Energi på havet.

Kavaleriet kommer bogstaveligt offshoreindustrien til undsætning. Mens andre industrier oplever stigende ledighed, er offshoreindustriens problem det stik modsatte: det kniber med at tiltrække medarbejdere med de rette kvalifikationer og lyst til at arbejde på Nordsøen eller i Vestjylland. 

Manglen på arbejdskraft betyder, at nogle virksomheder inden for olie- og gasindvinding på Nordsøen og internationalt må sige nej til nye opgaver, simpelthen fordi de ikke har mandskabet til at løse opgaverne. Men nu er hjælpen på vej – og den kommer fra en gruppe soldater hjemvendt fra missioner i Afghanistan, Irak og andre af verdens brændpunkter.
 
”Der er tale om en gruppe mennesker, som er vant til barske vejrforhold, som er vant til at blive udstationeret og som har disciplinen til at løse de opgaver, de bliver sat til. Til gengæld har de ikke overskud til at skulle i gang med en femårig uddannelse, når de har afsluttet karrieren i forsvaret, derfor er det nærmest den perfekte løsning at de kan få arbejde i offshoreindustrien efter nogle få ugers efteruddannelse”, konstaterer Ole Brøndum, initiativtager til organisationen VeteranCrossOver.
 
VeteranCross Over er et nyt initiativ, der skal hjælpe nogle af de cirka 27.000 soldater hjemvendt fra missioner i udlandet med job eller efteruddannelse efter endt militærkarriere. Ofte er soldaterne blot i midten af tyverne, når de forlader forsvaret og dermed får status som veteraner. De har også tit en praktisk uddannelse fra forsvaret eller det civile erhvervsliv med i bagagen, alligevel har de ofte svært ved at finde et job.
 
Offshoreindustrien og VeteranCrossOver har derfor et samarbejde, som skal afhjælpe manglen på arbejdskraft og samtidig skaffe veteranerne et arbejde. Virksomheder som Semco Maritime har en veteran I et fire ugers forløb I November, og overvejer at aftager flere, når de næste hold kursister i løbet af november og december afslutter en kort efteruddannelse, der blandt andet inkluderer lovpligtige sikkerheds- og basiskurser.
 
“Vi har et stort behov for nye medarbejdere, der har de kvalifikationer, der skal til, og derfor vil vi naturligvis gerne i dialog med Veteraner Cross Over. Har veteranerne de kvalifikationer, der er grundlæggende nødvendige for at arbejde offshore, er de bestemt interessante”, siger HR-ansvarlig og Vice President Jens Holm-Nielsen, Semco Maritime. 
 
Samarbejdet mellem offshoreindustrien og VeteranCrossOver var blot et af de eksempler på utraditionelle initiativer, der er skabt for at sikre beskæftigelsen i offshoreindustrien. På en workshop onsdag 28. november var branchen samlet til en idegenereringsdag for at drøfte, hvordan man kan afhjælpe industriens mangel på medarbejdere og bane vejen for yderligere vækst.
 
Udover ideen med at uddanne hjemvendte soldater til offshoreindustrien kom der snesevis af små og større ideer på bordet. Ideer, som nu skal vurderes af en arbejdsgruppe. Lige fra forslag om at lave en overordnet kortlægning af udenlandske konkurrenter til, at arbejde med nye og lettere materialer skal bane vejen for omkostningsreduktion og dermed større konkurrencedygtighed .
 
Syv arbejdsgrupper arbejdede en hel dag på at skabe ideer og udvælge dem med størst potentiale, og der vil nu blive udarbejdet et idekatalog, som industrien kan arbejde videre med.